Episode 11: Dem der griner mest

Velkommen til min podcast Nulfejlskultur. Mit navn er Rebekka Bøgelund og i denne podcast taler jeg med journalist og forfatter Pia Konstantin Berg. Vi drøfter hendes bog 'Dem der griner mest' og diskuterer hele præstationssamfundet, og hvordan vi kommer til at hylde fejlene noget mere. Hør podcasten men få et lille blik ind i vores samtale her: 

Pia: 'Jeg har prøvet at fortælle, hvad jeg har gjort galt i mit liv – talt med mange mennesker, som har rejst sig og kommet videre, vist at sådan er livet. Jeg tror, at der er mange unge, der har en ide om, at nu starter vi herfra, og så er der en lige linje til succes. Og så går det bare den vej, opad og helst ikke nogle forhindringer, for det er jo ikke planlagt. og så mister man modet, hvis det ikke går, for det er den forestilling, man har haft. Der skal ikke særligt meget slinger i valsen til, at nu falder det hele på jorden'.

'Det pudsige er, at mange gerne vil finde én årsag til det – det er enkelt og let. Det er bare pga sociale medier, det er bare forældrene der ikke hærder deres børn godt nok. Det er politikere eller karakterræs. Mange faktorer. Men noget der er rigtig vigtigt er, hvad vi opdrager unge til at skulle med deres liv. Kort efter jeg havde holdt det her oplæg – der gik jeg ind i en boghandel, og de havde alle sammen de her titler fremmer ’Sådan får du 12’ ’Toppræstationer ’Tips og tricks til 12 tallet. Det var det, de unge blev mødt med. Der stod ikke noget om, hvad der så sker, hvis man ikke får 12. Eller sådan kommer du igennem din læreproces, sådan bliver du klogere, sådan lærer du af dine fejl. Det var slet ikke repræsenteret. Det er det billede, unge ofte ser. Ikke kun i boghandel men også på sociale medier men også forældre. Vi er gode til at vise vores sejre, det der går godt og det vil vi gerne vise vores børn. Vi er stærke, vi kan håndtere ting men nogle gange skal vi også turde at vise det andet, at alting ikke går godt'.

'Det er synd, at curlingbegrebet bliver brugt så meget for forældre prøver at gøre deres bedste for deres børn og måske tager nogle forældre lidt for mange diskussioner på deres børns vegne – men der er sket rigtig meget de seneste år, hvor mange unge ryger ned i et hul og bliver handlingslammede og det ligger ikke kun hos forældrene og forældrene prøver at gøre hvad de kan for at hjælpe unge på rette vej. Nu arbejder jeg rigtig meget med unge, der har angst og det starter jo allerede når de begynder i skolen, hvor man kan se, at der er i de her krav, også test i børnehaven – det hele handler om at vi skal videre til næste trin, lære mere og mere og måles og vejes, så det er en samfundsmæssig problemstilling'.

'Vi har et skolesystem, hvor det er svært at prøve nye tilgange af, når vi én gang har bestemt, at det er sådan den skal være. Jeg så et indslag i Godmorgen Danmark for et stykke tid siden med en lærer på et gymnasium i Aalborg, som havde kørt et forsøg med ikke at give karakterer i 1. G. Og han introducerede det fordi der var så meget fokus på karakterer og ikke så meget på læring og det med at tænke anderledes. Nu tester vi om det gør en forskel. Der var nogle elever, der syntes det var en rigtig god ide og nogle elever var trætte af det, for hvad så, hvis vi ikke kan blive målt, om vi gør det ordentligt. Det viste sig så, efter at de havde kørt forsøget, at alle elever var glade for det – særligt de skeptiske, fordi de kunne se, at de lærte noget på en anden måde, de fik konstruktiv kritik, det her fungerede rigtig godt, det her fungerede knap så godt, hvis du nu prøvede at gå i den her retning, de turde at prøve det af. De turde at lære – processen blev vigtigere end resultatet.

Problemet var bare, at nogle fik nys om det i Undervisningsministeriet og så fik han en reprimande, for det var ulovligt og undervisningsminister blev også interviewet og konklusionen var, at i Danmark har vi nogle love og dem skal vi følge. Det kan godt være, at der er positive resultater men du må ikke. Det er så ærgerligt – heldigvis begynder der at ske lidt nu.

Rebekka: 'Jo flere dialoger vi kan få, og jo bredere vi kan komme ud – jo større chance er der også for, at vi kan ændre på det. Hvis vi også kan få det politiske system i tale, at der er en udfordring, og at vi bliver nødt til at gøre noget ved det, så kan vi nå langt. For på et eller andet tidspunkt vil unges udfordringer i præstationssamfundet have en afsmittende effekt på den innovationsevne, der ligger i virksomhederne. Hvis det er den ungdom, der kommer ind på arbejdsmarkedet – så vil de chefer jo også få unge under vingerne, der kører den sikre vej, som kører et godt stykke fra stregerne, så ved man, at man får det resultat, der er efterspurgt. Det var også det, som Ulrik Haagerup sagde, du får hvad du måler på. Så hvis det er de her 62 KPI’er som chefen bliver målt på, så er det klart, at hvis du skal være en succes og medarbejder under ham, så ved du præcis, hvad du skal gå efter – og det er jo ikke uden for stregerne. Hvis vi gerne vil være et land, der kan bryste os af at være innovativ om 10 år – så bliver vi nødt til at kigge på den generation, som har lidt slagside'.

Pia: 'Da jeg var yngre, der troede jeg faktisk aldrig, at jeg kunne få et rigtig job. Panisk angst for at gøre noget forkert. Helt ned til de første ungdomsjobs, jeg havde, i et bageri og i et supermarked – senere som bartender. Jeg var bange for, at jeg kom til at smitte folk med et eller andet, da jeg stod hos bageren. Jeg kunne gå i panik, hvis jeg ikke kunne finde ud af at skifte bonrulle da jeg sad bag kassen. Eller jeg var bange for at sætte ild til den bar, jeg arbejde i, hvis jeg havde glemt at slukke et askebæger ordentligt. Jeg havde et job i et par måneder, og så sagde jeg op, fordi jeg ikke kunne håndtere det, det var virkelig ikke sundt. Jeg troede, at jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan, så jeg gik efter at finde noget, jeg kunne kontrollere. Noget man kan kontrollere, det er bl.a. også sådan noget som karakterer. Der kan man kæmpe for at få en høj karakter, så har man gjort det godt og alt er fint. Jeg stræbte efter at gøre det godt og gå hjem med papiret og være bekræftet i, at jeg har gjort det godt. Det var først, da jeg begyndte på universitetet, at det gik op for mig, at det jo egentlig ikke gjorde mig glad. Det gav mig en lille ro, men det var intet i forhold til, hvad det så gjorde, hvis jeg ikke fik en god karakter. Og en ikke god karakter var jo bare en, der lå en eller to under det højeste. Det kunne jeg slå mig selv i hovedet med i dagevis og ugevis. Der kunne jeg mærke, at der var noget, der var helt galt. Så begyndte jeg at lave om på min måde at tænke på. Det gjorde jeg bl.a. ved at læse journalistik. Jeg interesserede mig ikke voldsomt meget for mange af de fag, vi havde. Socialøkonomi bare for at tage et. Og jeg havde heller ikke nogen ide om, at det var noget, jeg skulle bruge til noget. Det ville ikke være særligt forsvarligt, at jeg skulle arbejde med økonomi, så tænkte jeg, fint, jeg har det her fag, jeg skal sandsynligvis ikke bruge det til noget i min karriere men jeg skal bestå det. Mit mål må være at bestå det. Ved siden af kan jeg så læse på noget, som jeg kan bruge i min fremtid. Jeg vil rigtig gerne arbejde med kulturjournalistik, så derfor blev jeg frivillig filmanmelder. Det var ikke noget jeg fik karakter for, mine anmeldelser og jeg fik heller ikke penge for det, men det var noget, jeg synes var spændende og som jeg lærte af, og kunne prøve forskellige tilgange af, hvordan kan man skrive de her anmeldelser, gøre det lidt på en anderledes måde. Det resulterede i, at jeg fik et 2 tal i socialøkonomi men jeg bestod, og jeg plejer at sige, at det var den vigtigste karakter, jeg nogen sinde har fået, for jeg lærte så meget af den. Det gjorde ondt til at starte med, jeg havde aldrig fået en karakter under middel, men jeg døde jo ikke af det. Læringen kan også være, at nogle gange skal man faktisk tvinge sig selv lidt ud i noget, så man bagefter finder ud af, hov det her døde jeg faktisk ikke af'.