Bloom
På Bloom gør vor tids skarpeste forskere, filosoffer og kunstnere os klogere på universet, verden og os selv. Få nye perspektiver på naturen og videnskaberne. Læs mere på www.bloom.ooo.
info_outline
The Search for Planetary Intelligence – James Bridle
09/17/2026
The Search for Planetary Intelligence – James Bridle
Algoritmiske principper baseret på store krabbeflokkes bevægelser. En kakerlak, der uden at vide hvordan, ”styrer” en robot. Eksperimentelle væskecomputere, der kan modellere et lands økonomi ud fra bevægelserne af vand i en spand. Og det svampelignende slimdyr ‘troldsmør’, der er blevet brugt til at genskabe Tokyos metrosystem i en petriskål. Det er nogle af de tankevækkende eksempler på biologisk inspirerede computersystemer, som den britiske forfatter og teknoøkolog James Bridle undersøger i sin bog ‘Ways of Being – Animals, Plants, Machines: The Search for a Planetary Intelligence’. James Bridle er glødende fortaler for, at vi skal udvide vores begreb om intelligens og lade os inspirere af de myriader af andre intelligensformer, som findes i naturens verden. For hvad er intelligens overhovedet? Og hvilken form for intelligens er det, vi copy-paster, når vi i dag udvikler kunstig intelligens? “I dag tænker vi i stigende grad som computere, fordi vi har ladet dem definere, hvad vi kan tænke.” Computere, som vi kender dem, er baseret på binær kode – et system af 1’er og 0’er, tændt eller slukket, ja eller nej. Vores digitale teknologier og AI-systemer hviler på denne enten-eller-logik, der med en umådelig magt er blevet vævet ind i og begyndt at dominere alle aspekter af vores liv, mener Bridle. Naturen derimod er en pærevælling af det, Bridle kalder for planetær intelligens – et væld af ikke-binære og decentrale systemer, der løser problemer og kommunikerer på måder, der er radikalt forskellige fra os mennesker og vores avancerede regnemaskiner. “Systemer med intelligente, beregnende evner – svampenetværk, slimdyr og myrekolonier – har altid eksisteret i den naturlige verden, men vi måtte genskabe dem i vores laboratorier, før vi var i stand til at genkende dem andre steder.” Det helt afgørende er for Bridle, at vi med krabbeflokke og bisværme, ja, hele økosystemer som vejvisere kan skabe teknologier, der i stedet for at kontrollere, dominere og udbytte skaber rum for samarbejde, frihed og gensidig empowerment på tværs af både politiske og biologiske skel. For naturens verden er rig på læremestre. Med dem som inspiration kan vi skabe bedre og anderledes intelligente maskiner og teknologier, som måske endda kan hjælpe med at få planeten tilbage i balance. (OBS: Vi oplevede et strømnedbrud under denne live-talk fra Bloom 2026. Derfor afbrydes James Bridle kortvarigt omkring 28 minutter inde i talken, som genoptages umiddelbart efter).
/episode/index/show/bloom/id/42496480
info_outline
Naturens natur – Hans Fink
09/10/2026
Naturens natur – Hans Fink
Hvad er natur egentlig? Er det den uberørte vildmark? Den anlagte skov eller den dyrkede mark? Hvad med bytræet og stueplanten? Og er mennesket noget andet end naturen – eller indgår vi som pattedyr blot som endnu en levende del af den store sammenhæng? Naturbegrebet er til evig forhandling, og særligt modsætningen mellem natur og kultur er blevet diskuteret gennem generationer. Siden 2017 har Blooms husfilosof Hans Fink taget os med på en rejse gennem naturbegrebets mangfoldighed og lært os at skelne mellem naturens syv betydninger: det uberørte, det vilde, det landlige, det grønne, det fysiske, det jordiske og det hele. I 2026 trådte han ind på Blooms største scene og åbnede den tiende udgave af festivalen.
/episode/index/show/bloom/id/42458115
info_outline
The Histories of Our Planet – Marcia Bjornerud, Anna Tsing & Lotte Folke
09/03/2026
The Histories of Our Planet – Marcia Bjornerud, Anna Tsing & Lotte Folke
Hvad nu hvis verdenshistorien ikke kun er en fortælling om mennesket – men én om hele planeten? For mennesket er blot et mikroskopisk blip i en milliarder år gammel planets historie. Og på denne korte tid har vi forandret kloden mere end nogen anden art. Vi befinder os midt i Antropocæn. En geologisk epoke, hvor én art har sat det definerende aftryk, men som samtidig har givet anledning til et hav af nye forbindelser – fra udbredelsen af invasive arter som vandhyacinten og ribbegoplen til nye antibiotikaresistente bakterier og uforudsigelige svampesygdomme. For mens vi har skrevet vores egen historie gennem fortællinger om krig og fred, vækst og tab, har selve planetens geologi, klima og biodiversitet formet sig med os. Hvilke andre historier har udfoldet sig sideløbende med menneskets buldren gennem klodens kontinenter og økosystemer? Og hvad skulle vi gøre uden den infrastruktur, som både sten og planteliv skaber for os? To af årets hovedtalere mødtes for første gang på Bloom for at udforske, hvad der sker, når vi skriver planetens historie i stedet for kun menneskets historie. Antropologen Anna Tsing leverede med sin bog fra 2015 ‘The Mushroom at the End of the World’ en af de mest nyskabende antropologiske undersøgelser af vores økologiske situation. Og geologen Marcia Bjornerud, som med sin bog ‘Timefulness’ opfordrer os alle til at tænke som geologer og lytte til Jordens sten. Spørger man hende, kan det give os en helt anden og dybere indstilling til tiden, der måske kan kurere os for vores ekstreme kortsynethed. Historiefortællende forskere som Tsing og Bjornerud kan åbne vores øjne for den myriade af forskellige arter og tidsforståelser, som også er vigtige for at få historien på plads – og for at få naturen frem fra kulissen.
/episode/index/show/bloom/id/42458090
info_outline
The Mushroom at the End of the World – Anna Tsing & Lotte Folke
08/27/2026
The Mushroom at the End of the World – Anna Tsing & Lotte Folke
Det første, der voksede frem af jorden, efter bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki i 1945, var en svamp ved navn matsutake. Matsutake gror nemlig bedst, der hvor mennesket i forvejen har været forbi med enten bomber eller motorsave: i radioaktive miljøer og afskovede landområder. For den kinesisk-amerikanske antropolog Anna Tsing er den lille aromatiske svamp et perfekt billede på, hvordan livet kan finde vej i selv de mest ødelagte og giftige miljøer. “Det er på tide at lægge mærke til svampeplukning. Ikke fordi det vil redde os. Men fordi det kan åbne for vores forestillingsevner.” I sin nyklassiker af en bog ‘The Mushroom at the End of the World’ fra 2015 følger Tsing matsutakes rejse gennem en labyrint af kapitalistiske handelsmarkeder, eksklusive japanske køkkener og forvitrede nordvestamerikanske skovlandskaber. Matsutake fortæller på den ene side en historie om menneskets ødelæggende færd gennem jordens naturlandskaber – og på den anden side én om håb, samarbejde og overlevelse på en medtaget planet. Som en af verdens førende forskere i det antropocæne har Anna Tsing banet vejen for nye måder at tænke forholdet mellem natur og kultur. Hendes banebrydende antropologi er på alle niveauer symbiotisk: Den studerer biologiske symbioser mellem svampe og deres værtstræer. Den kortlægger menneskelige relationer som mellem svampeplukkere og -købere i Oregons skovbryn. Og den har sat nye standarder for, hvordan naturvidenskabelige forskere og humanister som hende selv kan samarbejde om udforskningen af vores tids økologiske kriser.
/episode/index/show/bloom/id/42437545
info_outline
Awe – The Science of Wonder – Dacher Keltner
08/20/2026
Awe – The Science of Wonder – Dacher Keltner
Hvornår har du sidst følt dyb forundring ved synet af et landskab, en stjernehimmel – eller blot det at eksistere? Måske følte du det den 12. august 2026, da en sjælden solformørkelse indhyllede store dele af Europa i kortvarigt mørke og samlede millioner af mennesker om en fælles kosmisk begivenhed. Den amerikanske psykolog Dacher Keltner er forskningsverdenens fremmeste fortaler for, at vi skal genfinde vores oprindelige evne til at lade os forbløffe af tilværelsen. Keltner har dedikeret sin karriere til at forstå følelsernes psykologi, og efter mere end 20 års forskning står svaret på spørgsmålet om det gode liv klart: “Find awe.” Det engelske ord lader sig stædigt oversætte, men på dansk kommer ‘ærefrygt’ og ‘forundring’ tættest på. Det er en følelse, der opstår, når vi konfronteres med noget større end os selv: storslået natur, dybe indsigter eller øjeblikke af intens skønhed og forbundethed. I sin bog ‘Awe – The Transformative Power of Everyday Wonder’ følger han forundringens historiske linjer gennem alt fra litteratur, kunst og videnskab til ganske almindelige hverdagserfaringer. Forundring er forbundet med følelser af nysgerrighed, kreativitet og åbenhed over for nye måder at forstå sig selv, verden og universet på. Det er en slags eksistentiel og biologisk grundindstilling, som er stærk i barndommen, men som falmer jo ældre vi bliver. Men vi gør klogt i at genfinde forundringen i vores liv og hverdag – for ifølge Keltner er den nøglen til intet mindre end det gode liv, som filosoffer har forsøgt at definere siden tænkningens daggry. Forundring var startskuddet til den tanketradition, vi i dag står på skuldrene af. Gamle græske filosoffer som Platon og Aristoteles mente, at al filosofi begynder med forundring, og at det er selve krumtappen i menneskets stræben efter visdom og erkendelse. Keltners forskning viser, at forundringen især opstår i erfaringer af ekstraordinær naturskønhed eller livsomvæltende personlige begivenheder som fødslen af et barn. Spørger man Keltner, består forundringens transformative potentiale i, at den også kan opstå i mere umærkelige hverdagsbegivenheder – gennem musik, små moralske handlinger, i mødet med ens omgivelser og endda som et spontant lyspunkt midt i dyb sorg eller eksistentiel fortvivlelse. Lyt med, når Dacher Keltner kaster lys over, hvordan vi kan dyrke forundringen og se på verden med andre øjne.
/episode/index/show/bloom/id/42437335
info_outline
Bag litiumbjergene
07/07/2026
Bag litiumbjergene
I Theis Ørntofts seneste roman, ’Habitat’, støder Theis i sin research til et essay om grøn industri på et sigende tal fra Our World in Data: ”I 1995 gravede vi 9.000 tons litium op af jorden. I 2021 var tallet steget til 100.000 tons. I 2030 forventes det at være steget til 500.000 tons.” Det er ”nådesløst deprimerende” læsning, konstaterer han. I stadig større skala graver vi kul og metaller op af jorden, affisker havet, overgøder landbrugsjorden og producerer oksekød, svinekød, kyllingekød og plastic. Det er mere acceleration end omstilling, vi er vidner til. Så hvordan kan vi tale om grøn omstilling, når vores forbrug bare eskalerer, og vi forsvinder ind i skærme drevet af litium-ion-batterier? Fra autofiktionen i ’Habitat’ skifter Ørntoft genre og gear i det nye essay ’Bag litiumbjergene’, der er et opgør med det senmoderne menneskes fortrængninger. Essayet undersøger, hvordan man finder håb i en global civilisation, som ikke er bæredygtig – og om det er muligt at genskabe forbindelsen til et jordisk liv. Vær med, når dansk litteraturs helt store klima-killjoy Theis Ørntoft prikker hul på den grønne omstilling og kaster et kritisk blik på, hvad der gemmer sig ”omme bag den gode fortælling.”
/episode/index/show/bloom/id/41988795
info_outline
Verden om 1.000 og 10 år – Susanne Ditlevsen, Sebastian Mernild, Kristian Lauta, Mikkel Thorup, Adam Bencard, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Eline Lorenzen & Jens-Christian Svenning
06/30/2026
Verden om 1.000 og 10 år – Susanne Ditlevsen, Sebastian Mernild, Kristian Lauta, Mikkel Thorup, Adam Bencard, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Eline Lorenzen & Jens-Christian Svenning
Bryder AMOC-havstrømmen sammen i år 2057, eller er klimaforandringerne ved at skabe et Hothouse Earth-scenarie med umenneskelig varme? Er vores demokratiske, retsbaserede samfundsorden gået i opløsning, og er Vesten en saga blot i år 2132? Har mennesket anno 2521 udviklet ny medicin og nye teknologier, som giver os længere liv og hidtil uforudsete evner? Og er der plads mellem vores marker og byer til en fri og mangeartet natur i år 3036? Tankeeksperimentet sætter forskningens forudsigelseskraft på prøve. På rejsen gennem de næste 1.000 og 10 års historie slår otte af landets førende forskere i selskab med vært Simon Stefanski ned i fire scenarier, der med spekulativt afsæt i aktuel forskning undersøger klimaets, samfundenes, menneskets og naturens skæbne. Og hvem ved? Måske får vi løst nogle af verdens kriser og svaret på videnskabens store spørgsmål undervejs? Mød statistiker og ekspert i biofysiske dynamikker Susanne Ditlevsen, glaciolog og klimaforsker Sebastian Mernild, jurist og katastrofeforsker Kristian Lauta, idéhistoriker Mikkel Thorup, medicinhistoriker og filosof Adam Bencard, AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, molekylær naturhistoriker Eline Lorenzen & biolog og rewilding-ekspert Jens-Christian Svenning. Vært på tankeeksperimentet er Simon Stefanski – journalist og vært på Genstart. Showet indledes med kort introduktion ved festivaldirektør Svante Lindeburg. Lyddesign: Atusji Scenarier: Steffen Krejberg Knudsen
/episode/index/show/bloom/id/41904535
info_outline
The Urban Naturalist – Menno Schilthuizen
03/04/2026
The Urban Naturalist – Menno Schilthuizen
Engang blev naturforskningen til i parker og baghaver. Feltarbejde var en del af familieudflugter, og interimistiske eksperimenter blev udført hjemme ved køkkenbordet. Charles Darwin testede sin evolutionsteori i drivhuset ved sit landsted, og munken Gregor Mendel knækkede koden til den moderne genetik ved at avle ærteplanter i sit klosters køkkenhave. Sidenhen blev videnskaben professionaliseret. Naturinteresserede amatører havde ikke længere en plads i det videnskabelige system af avanceret teknisk udstyr, laboratorier fulde af studerende og laboranter og tunge databaser med tusindvis af tidsskriftsartikler. Men måske er det tid til at genopdage denne glemte side af naturforskningen? I bogen ‘The Urban Naturalist’, der er lige dele manifest og felthåndbog, slår den hollandske evolutionsbiolog Menno Schilthuizen et slag for at lade sig inspirere af 1800-tallets autodidakte naturforskere. Ny teknologi har endnu engang vendt historien på hovedet, og i stedet for at afskære almindelige naturentusiaster fra forskningen kan vi alle sammen tage på ekspedition ud i naturen. Notesbøger, sommerfuglenet og forstørrelsesglas kan suppleres af en overflod af digitale hjælpemidler og gadgets til hjemmelaboratoriet. Ifølge Schilthuizen kan enhver moderne Darwin snildt starte sine undersøgelser samme sted som i 1800-tallet: i baggårde og parker midt i de byer, hvor vi færdes til dagligt. For ligesom stenbroen tiltrækker myriader af mennesker, tiltrækker byer også et væld af dyre- og plantearter, der aldrig har interageret før. Her udfolder evolutionen sig i realtid, når nye økosystemer skyder frem mellem brostenene og arter tilpasser sig livet i storbyjunglen.
/episode/index/show/bloom/id/40310215
info_outline
Another Green World – Emanuele Coccia, Stig L. Andersson & Anders Dunker
02/26/2026
Another Green World – Emanuele Coccia, Stig L. Andersson & Anders Dunker
“Byen er en samling af menneskelige individer, der drømmer om at være en skov.” Ordene er den italienske plantefilosof Emanuele Coccias. Arkitektur er ifølge italieneren aldrig et anliggende mellem mennesket og dets omverden alene: Det er et anliggende mellem arter lige fra mennesker, dyr og bakterier til de alger og planter, hvis fotosyntese i første omgang gjorde og gør vores verden åndbar. ”Den levende verden er en verden af arkitekter,” som han skriver. På Bloom 2025 gik Coccia i dialog med naturdesigner og arkitekt Stig L. Andersson. Fra hver deres side af skellet mellem filosofi og arkitektur bidrager de til en aktuel naturfilosofisk strømning, der forsøger at gentænke naturens rolle i vores byer og landskaber. I århundreder har mennesket tæmmet, beskåret og ødelagt natur for at gøre plads til urbanisering. Men i en tid med klima- og miljøkriser går flere tænkere, arkitekter og landskabsdesignere nu til byarkitekturen på måder, der lader den forme og medskabe byens rum. I sin naturfilosofi har Coccia gjort sig til fortaler for en ‘mellemartslig arkitektur’, der ikke længere tænker på naturen som et stykke ikke-civilisation uden for bymurene, men giver naturen plads til at vokse sammen med byerne og samtidig har planternes og dyrenes livsvilkår for øje. Som grundlægger af det naturbaserede design-studio SLA har Andersson de seneste årtier sat sit unikke præg på et utal af byrum, parker og landskaber, hvor naturen sættes i den æstetiske forgrund. Spørger man ham, har arkitekturen i alt for lang tid beskæftiget sig med ‘det byggede’ og overset ‘det groede’ miljø. Med inspiration fra alt fra Immanuel Kants æstetik til Niels Bohrs komplementaritetsprincip tegner Andersson konturerne af en ny naturfilosofisk tilgang til arkitektur og design, der lader det målbare og det rationelle vige for en mere sanselig oplevelse af naturen. En tilgang, der ifølge Andersson skal skabe en “by, der føles og fungerer som en skov”. Hør to at tidens store naturtænkere undersøge arkitekturens rolle i naturkrisernes tid.
/episode/index/show/bloom/id/40239490
info_outline
Hvil, hvil, hvil! – Nana Francisca Schottländer, Cecilie Rubow & Anders Djurslev
02/18/2026
Hvil, hvil, hvil! – Nana Francisca Schottländer, Cecilie Rubow & Anders Djurslev
Hvile er en del af naturens gang. Dyr går i hi, og planter som anemonen ligger i vækstdvale i jorden og venter på, at foråret kommer og lokker den op for at blomstre. Men for mennesker er hvile på én gang et biologisk behov og et komplekst socialt og eksistentielt fænomen udspændt mellem kultur og natur, mellem kulturelle vaner og dyriske behov. I kunstprojektet ’Laboratorium for hvile’ på årets festival undersøger performancekunstner Nana Francisca Schottländer og Kritisk Masse hvile som kreativ praksis, modstandshandling og som kilde til en dybere forbindelse med os selv og vores omgivelser. Som oftest hviler vi os inden døre – i private rum afkoblet både fra naturen og fra vores hektiske højhastighedssamfund. Men hvad sker der, hvis man begynder at hvile sig i al offentlighed midt under en festival og midt i Søndermarkens spirende økosystem? Kan sten, vand, planter og bjørnedyr inspirere os til nye måder at hvile, være og møde verden på? Det taler Schottländer om med antropolog og forfatter til ’Indendørsmenneskets natur’ Cecilie Rubow, der op til denne samtale har kastet sit antropologiske blik på ’Laboratorium for hvile’. For ligesom det ifølge Rubows modernitetskritik er første gang i menneskehedens historie, at vi bruger så meget tid inden døre, som vi gør, er det nyt, at vi har glemt, hvordan vi hviler os.
/episode/index/show/bloom/id/40150365
info_outline
How Wine Works – Qian Janice Wang, Christoffer Brandt & Bodil Sofie Espersen
02/12/2026
How Wine Works – Qian Janice Wang, Christoffer Brandt & Bodil Sofie Espersen
De seneste årtier er banen blevet kridtet op til en gastronomisk og ideologisk kamp om, hvordan vin egentlig bør smage og fremstilles. På den ene side af vintønden står de konventionelle vindrikkere, der sværger til en vin med fylde og høj alkoholprocent, som har undergået en lang række kemiske forvandlinger – styret og ledt ned i alle detaljer af menneskehånden, som sørger for ensartethed år efter år. På den anden side står de unge byboere, der foretrækker den vilde naturvin, som der ikke er tilsat svovl og kulturgær til, og som gerne må være grumset og have noter af eddike og hestestald. I dag tyder noget dog på, at kridtstregerne er ved at opløses. Mere og mere naturvin har smidt de skøreste noter og går efter ordentlighed og præcision. Og konventionelle bønder omlægger til biodynamik og økologi med inspiration fra de unge producenter. Går vi en tid i møde, hvor grænserne mellem konventionel vin og naturvin sløres? Eller er forskellene stadig til at smage på? Smag selv, når smagsforsker Qian Janice Wang og vinmand Christoffer Brandt gør status over vinens verden.
/episode/index/show/bloom/id/40084470
info_outline
The Illusions of AI – Serge Belongie
02/05/2026
The Illusions of AI – Serge Belongie
»Is something troubling you?« ELIZA hed den første chatbot, der for alvor fik os til at tro, at den havde menneskelige egenskaber. I 1966 blev den udviklet som en slags tekstbaseret psykoterapeut af datalogen Joseph Weizenbaum, der forskede i kommunikationen mellem menneske og maskine på MIT. Som en slags psykologisk spejl kunne ELIZA vende en sætning tilbage mod sin bruger og til trods for sin programmerede natur efterlade én med en følelse af at blive mødt med forståelse og empati. Derfor har dataloger, AI-forskere og psykologer døbt det ELIZA-effekten, når vi tilskriver computerprogrammer og sprogmodeller som ChatGPT menneskelige træk. Men hvor forskellig er den kunstige intelligens i grunden fra vores menneskelige kløgt? Hvad er det, vi – særligt i tekstbaserede AIs – bliver ved med at genkende og identificere os med? Og hvis sprogmodellerne minder så meget om os, hvorfor forstår de os så ikke bedre? Det er nogle af de spørgsmål, professor i datalogi og AI-forsker Serge Belongie forsøger at besvare i sin forskning i kunstig intelligens. For måske fører ELIZA-effekten til, at vi misforstår de store sprogmodeller og deres egentlige potentiale. Som ekspert i machine learning taler Belongie for, at der er en afgørende forskel på maskinernes mønstergenkendelse og intelligens i menneskelig forstand. Og samtidig er han som leder af Danmarks største center for AI-forskning bedre opdateret end de fleste på, hvor udviklingen af kunstig intelligens er på vej hen.
/episode/index/show/bloom/id/40005930
info_outline
The Age of Living Machines – Susan Hockfield
01/27/2026
The Age of Living Machines – Susan Hockfield
Batterier lavet af virus. Bioniske proteser styret ved hjernens kraft. Og proteiner, der kan rense vand. Biologiens verden rummer muligvis nøglen til at løse nogle af de største udfordringer i vores tid. I det 20. århundrede affødte nye gennembrud i fysikken udviklingen af alt fra luftfart til radio, tv og internet. Nu er det biologiens dybe videnskabelige erkendelser, der er ved at trænge igennem i ingeniørkunsten og stiller os på tærsklen til en lovende bioteknologisk revolution. Derfor ser professor i neurovidenskab Susan Hockfield med optimisme på fremtiden. For mens stigende temperaturer, vandstande og befolkningstal presser planeten og dens beboere, er bioteknologien på vej med løsninger på flere af tidens store problemer. Med et imponerende vue over forskningslandskabet fortæller den tidligere præsident for verdens mest prestigefyldte tekniske universitet MIT i sin bog ‘The Age of Living Machines’ om de landvindinger, der har katapulteret os ind i bioteknologiens æra. For hvor fysik og teknologi var det ultimative makkerpar i det 20. århundrede, er det i dette århundrede samspillet mellem biologi og ingeniørkunst, der skaber nye muligheder. Hockfield kaster lys over en perlerække af forskningsbaserede løsninger, som giver os mulighed for at tackle globale udfordringer som fødevareproduktion, klimaforandringer og sygdomsbekæmpelse gennem innovativ brug af naturens egne principper. Den biologiske verden har allerede alle de reservedele, vi skal bruge – lige fra nanopartikler, der kan detektere og behandle kræft, over virusser, der kan skabe elektriske kredsløb, til proteinbaserede vandfiltre.
/episode/index/show/bloom/id/39894480
info_outline
Space Oddities – Albert Sneppen, Sarah Pearson & Tina Ibsen
01/20/2026
Space Oddities – Albert Sneppen, Sarah Pearson & Tina Ibsen
Usynlige magnetiske eksplosioner, der bombarderer Jorden på daglig basis. Sorte huller, der forvandler alt, hvad der kommer i nærheden af dem, til ”spaghetti”. Neutronstjerner, der roterer over 700 gange i sekundet, og støder sammen i perfekte eksplosioner. Universet er mærkeligt. Astrofysikkens historie er fyldt med idéer og observationer, som engang har været opfattet som alt for mærkelige og absurde til at kunne være sande. Fænomener som magnetisme, tyngdekraft, exo-planeter og sorte huller har ikke altid været så bredt accepteret i den videnskabelige verden, som de er i dag. Men det store verdensrum gemmer stadig på underlige fænomener og mystiske hemmeligheder. Og for hver ny opdagelse synes universet at skubbe grænserne for vores forståelse endnu længere. De tre astrofysikere Albert Sneppen, Sarah Pearson og Tina Ibsen tager os i denne samtale med på en rejse fra vores nære solsystem igennem mælkevejen og længere ud til andre galakser. Undervejs vil de besøge nogle af universets mærkeligste fænomener, som astrofysikken kun lige er begyndt at få forståelse for. Fra det mystiske sorte hul i midten af vores galakse og brandvarme exoplaneter, hvor det regner med metal, til usynlige og gådefulde kræfter som mørkt stof og mørk energi.
/episode/index/show/bloom/id/39796180
info_outline
Living Robots – Philip Ball, Agnete Kirkeby, Johanna Seibt & Peter Stanners
01/13/2026
Living Robots – Philip Ball, Agnete Kirkeby, Johanna Seibt & Peter Stanners
De klumper sig sammen i små sværme af celler. De svømmer rundt i vilde spiral-bevægelser. De kan hele sig selv, sanse deres omgivelser og skifte farve, når man lyser på dem. De levende robotter er her. Når de sender calcium-ioner rundt i petriskålen, er det en form for kommunikation så primitiv, at vi ikke aner, hvad den betyder eller gør. Og når de skubber nyt organisk materiale magen til det, de selv er skabt af, samler de det til nye celleklumper – som en helt ny, aseksuel måde at reproducere sig på. I 2020 skrev et amerikansk forskerhold historie, da de skabte de første ”xenobots” af væv fra den afrikanske sporefrø Xenopus laevis. De små C-formede, Pacman-lignende organismer er en slags pseudo-organismer, der udfordrer vores antagelser om, at det er generne, der alene afgør, hvordan en krop bliver bygget op. For hvorfor samler sporefrø-cellerne sig ikke til haletudser og siden til frøer? Findes der ligefrem alternative byggeplaner til nye organismer gemt i vores væv? Og hvad sker der, hvis vi laver ”anthrobots” af menneskevæv? De levende robotter føjer et nyt kapitel til fortællingen om kunstigt liv, som peger i nye og måske mindre negative retninger end de sædvanlige skrækeksempler om frankensteinske monstre. Videnskabsjournalist Philip Ball, stamcelleforsker Agnete Kirkeby og robotfilosof Johanna Seibt diskuterer, hvad det betyder, at mennesket er begyndt at skabe kunstige livsformer i petriskåle og laboratorier. For er xenobots bare det første, vilde skridt i en rivende udvikling? Hvornår kommer vi til at se levende robotter i stor skala? Hvor vildt kan det blive?
/episode/index/show/bloom/id/39713895
info_outline
Blod – Det Unge Akademi: Troels Pank Arbøll, Patrick Munk, Rasmus Munksgaard & Sabina Pultz
01/06/2026
Blod – Det Unge Akademi: Troels Pank Arbøll, Patrick Munk, Rasmus Munksgaard & Sabina Pultz
Det strømmer rundt inde i os alle. Blodet, det rødflydende væv, der dagligt transporterer ilt og næringsstoffer rundt i vores kroppe og hjælper med at bekæmpe uvelkomne gæster. Men blod er ikke kun et biologisk fænomen. Det har også et hav af sociale, symbolske, religiøse og endda juridiske betydninger. Det Unge Akademi kaster i denne samtale lys over blodet fra tre forskellige videnskabelige perspektiver. Assyriolog Troels Pank Arbøll fører blodets kulturhistorie tilbage til oldtidens Mesopotamien, hvor man mente, at blod havde en iboende livskraft. Han fortæller om lertavler med kileskrift, som beretter om, hvordan mennesket blev skabt af ler blandet med gudeblod, og hvordan dyreblod blev brugt i helbredelse. Lektor i bioinformatik Patrick Munk fortæller om blodets mikrobiologi og de mange trusler, der kan trænge ind i vores blod – og hvorfor vi bør være rigtig glade for at leve i en tid med antibiotika. Og kriminolog Rasmus Munksgaard giver et indblik i sin forskning i illegale markeder, som vi ofte forestiller os som blodige – men som i praksis faktisk er langt mindre blodige, end vi går og tror. Sammen med moderator og socialpsykolog Sabina Pultz, der ligeledes er fra Det Unge Akademi, udforsker de tre forskere, hvordan blodets mange betydninger har formet vores kultur, videnskab og selvforståelse.
/episode/index/show/bloom/id/39624930
info_outline
De største løsninger: Koloniseringen af Mars – John Leif Jørgensen
12/09/2025
De største løsninger: Koloniseringen af Mars – John Leif Jørgensen
Er Mars en god Planet B, hvis klimaet på Jorden løber løbsk? Rumforsker John Leif Jørgensen kaster et kritisk blik på menneskets sejlivede drøm om at kolonisere og terraforme Mars. En pendlertid på 6 måneder. Dødelig kosmisk stråling. Tvivlsom vandforsyning. Nattetemperaturer på -125 grader. Enhver ejendomsmægler ville få sved på panden over at skulle sælge en bolig på vores naboplanet Mars. Alligevel er et nyt rumkapløb i gang, og både præsidenter, tech-milliardærer og eventyrere kigger nysgerrigt ud i universet. Nogen er drevet af et håb om at finde værdifulde mineraler, andre af muligheden for at skabe et nyt samfund, hvis Jorden en dag skulle blive ubeboelig. Rumforsker John Leif Jørgensen tager et realitetstjek på den ultimative science fiction-fortælling: Kan mennesker rejse til en anden planet? Kan vi bosætte os og skabe et samfund i en virkelighed, hvor tyngdekraft, temperatur, luft og stråling er helt anderledes? Og er det overhovedet besværet værd at satse på Planet B?
/episode/index/show/bloom/id/39021470
info_outline
De største løsninger: Waste-to-Energy – Marie Münster
12/02/2025
De største løsninger: Waste-to-Energy – Marie Münster
Vi mennesker producerer affald som aldrig før. Men vi er også blevet bedre til at forvandle skrald til varme og elektricitet. Energisystemanalytiker Marie Münster guider til en af klimakampens store løsninger. Lossepladser, migrerende skraldeøer i havene, ubæredygtig afbrænding af affald, rumskrald, plastikforurening. Listen over menneskets mindre flatterende aftryk på planeten er lang. Men hvad hvis vi en dag i fremtiden ser på affald som en energiressource i stedet for et miljøproblem? Med Waste-to-Energy forsøger forskere og ingeniører at slå to fluer med et smæk og løse både affalds- og energiudfordringer. Metoden transformerer nemlig vores efterladenskaber til genanvendelig energi, der kan varme vores hjem og give os lys i lamperne. Men hvordan bliver affald egentlig til grøn energi? Og hvordan forhindrer vi, at forurenende stoffer fra det skrald, vi brænder af, ikke slipper ud i vores miljø? Energisystemanalytiker Marie Münster giver sit bud på, om løsningen kan være en af klimakampens helt store håb.
/episode/index/show/bloom/id/39021500
info_outline
De største løsninger: Fusionsenergi – Søren Bang Korsholm
11/13/2025
De største løsninger: Fusionsenergi – Søren Bang Korsholm
Kan vi få ren energi fra vores egen lille sol her på Jorden? En fusionsfysiker forklarer, hvordan fusionsenergi måske kan hjælpe os på vejen mod en grønnere fremtid. Seniorforsker i plasmafysik Søren Bang Korsholm forsker i fusionsenergi, som nogle betragter som den ultimative, grønne energikilde. Fusionsenergi opstår ved at genskabe stjerners (inklusive Solens) processer i særlige fusionsreaktorer, der kan forvandle gas til plasma og få lette atomkerner til at smelte sammen. Fusionen af atomkernerne frigiver enorme mængder energi uden CO2-udledning og med kun en brøkdel af den radioaktivitet, man ser ved den mere velkendte atomkraft fission, der spalter atomkerner. Men hvad vil det betyde, hvis vi en dag i en ikke så fjern fremtid, kan skabe vores egen lille sol her på jorden og få stort set uendelig ren energi? Og hvor tæt på er vi?
/episode/index/show/bloom/id/39021405
info_outline
The Nutmeg’s Curse – Amitav Ghosh
11/11/2025
The Nutmeg’s Curse – Amitav Ghosh
I 1621 voksede muskatnødtræet stadig kun på de indonesiske Banda-øer, som i kolonitidens Europa var blevet kendt som en del af de såkaldte Krydderiøer. For at få monopol på handel med muskatnød besluttede de hollandske handelsrejsende i Nederlandsk Ostindien Kompagni at fordrive og massakrere den lokale befolkning – og udpinte derefter øernes økosystemer i håbet om at øge produktionen. Det er denne dystre voldshistorie, den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh i sin blændende nonfiktionsbog ‘The Nutmeg’s Curse’ trævler op i en større kulegravning af sammenhængen mellem kolonihistorie, kapitalisme og klimakrise. Historien om muskatnødden – der i øvrigt er en frugtsten og slet ikke en “noot”, som hollænderne kaldte den – er for Ghosh en anledning til at begynde at tænke på naturen som andet og mere end ressourcer, der kan udvindes. Gennem de seneste årtier har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og som en romanforfatter, der som få favner videnskab og klima i sine bøger. ’The Nutmeg’s Curse’ lægger sig i forlængelse af det skelsættende klimaessay ’The Great Derangement’ fra 2016, hvor Ghosh argumenterer for, at klimakrisen er en krise i vores forestillingsevne, som moderne skønlitteratur ikke har formået at skildre. Romankunsten har – lige så vel som kolonialismen og kapitalismen – været præget af et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Spørger man Ghosh, er der brug for nye fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.
/episode/index/show/bloom/id/38991140
info_outline
Lever vi i multiverset? – Jakob Stoustrup, Klaus Mølmer & Tina Ibsen
10/30/2025
Lever vi i multiverset? – Jakob Stoustrup, Klaus Mølmer & Tina Ibsen
Er vores univers kun ét blandt mange parallelle universer? I moderne populærkultur støder man på forestillingen overalt – fra Marvel-film og animationsserier som ‘Rick and Morty’ til Oscar-vindende film som ‘Everything Everywhere All at Once’. I videnskabens verden er idéen kendt som multivers-teorien, og i årtier har diskussionen om, om vi lever i et multivers, splittet de videnskabelige vande. Nogle mener, at vi helt bør afvise idéen om et multivers ganske enkelt, fordi vi ikke kan hoppe fra vores univers til et andet og tjekke efter. Men flere forskere inden for både matematik, kosmologi og kvantefysik tager stadig idéen om et multivers alvorligt som en teoretisk mulighed. Statistisk set er sandsynligheden for, at vores univers overhovedet eksisterer, forsvindende lille – medmindre det er ét af mange, lyder et af argumenterne for. Selv bittesmå ændringer i de såkaldte naturkonstanter, som tyngdekraft og lysets hastighed, ville føre til et univers, hvor biologisk liv ikke kunne opstå. Så måske lever vi bare i efterdønningerne af ét ud af mange Big Bangs, som tilfældigvis finindstillede vores univers til at huse mennesker, træer og hundehvalpe. Kan det betyde, at der findes andre universer, hvor betingelserne for liv måske er endnu bedre? Også kvantemekanikken åbner døren til mange verdener. Teoretisk set kan der eksistere uendelige versioner af Jorden, universet og os selv i andre virkeligheder, der som kvantepartikler konstant splitter og forgrener sig. Rejs med, når statistiker Jakob Stoustrup, kvantefysiker Klaus Mølmer og astrofysiker Tina Ibsen tester teorien om multiverset og de mange verdener.
/episode/index/show/bloom/id/38842750
info_outline
How to Be Animal – Melanie Challenger
10/23/2025
How to Be Animal – Melanie Challenger
“Det er blændende indlysende, at vi er dyr, og alligevel er der en del af os, der ikke tror på det.” Livet som isbjørn, havørred eller lus er ensbetydende med at leve i konstant fare for at sulte – eller blive spist af andre dyr. Og gennem historien har mennesket gjort alt for at benægte, at vi skulle være en del af dyrenes barske og usikre verden. Den britiske videnskabsforfatter Melanie Challenger daterer vores hukommelsestab til, da de første filosoffer, videnskabsfolk og religiøse tænkere placerede mennesket øverst i livets hierarki og gravede en kløft mellem os og naturen. Om det er løfter om en guddommelig himmel eller en teknologisk fremtidsutopi, hvor vores kroppe smelter sammen med maskiner, så lever idéen om menneskelivet som adskilt fra dyrenes skæbne i bedste velgående. I sin bog ‘How To Be Animal’ forsøger Challenger at bygge en bro over kløften til naturens verden – eller endnu mere præcist: at minde os om, at der slet ikke er nogen kløft til at begynde med. I et imponerende ridt gennem videnskabelige discipliner som evolutionshistorie, filosofi og bioetik forklarer hun, hvordan idéen om menneskets særstatus har formet sig. Hun trækker tråde fra antikkens menneskesyn til Darwins evolutionsteori og moderne teknologi og understreger, hvorfor vi i dag gør klogt i at huske på, at det at være menneske også er at være dyr. Mennesket er nemlig ikke en enestående skabning, der står uden for naturen og betragter dyrene på afstand. Vi skal også spise og sove, blive syge og dø. Til forskel fra de andre dyr gør vores bevidsthed dog, at vi bliver overraskede over vores skrøbelige kroppe og har svært ved at acceptere naturens usikre vilkår. Men hvad hvis livet som dyr ikke kun er en konstant kamp for overlevelse? Challenger foreslår, at vi begynder at hylde det skønne ved at være et dyr, og at vi må vænne os til en ny måde at definere, hvad det vil sige at være menneske – og dermed hvad det vil sige at være et dyr. “Mange af de ting, vi værdsætter mest – vores relationer, de romantiske følelser af tiltrækning og kærlighed, graviditet og fødsel, glæden ved foråret, ved at spise et måltid – er fysiske, i høj grad ubevidste og tydeligvis dyriske.” Ved at omfavne vores dyriske ophav går vi altså ikke et skridt tilbage i evolutionen – for vi er allerede dyr. Og i den erkendelse ligger måske en af nøglerne til at føle en stærkere forbindelse med den naturlige verden, som vi mennesker hele tiden har været en del af.
/episode/index/show/bloom/id/38752995
info_outline
The Memory of Glaciers – Andri Snær Magnason
10/09/2025
The Memory of Glaciers – Andri Snær Magnason
Den tusindmeter tykke is på Islands største gletsjer, Vatnajökull, er lige så gammel som landets historie. Men efter klimaforskningens prognoser står alle de islandske gletsjere til at forsvinde i de næste 100 til 200 år. Den første af de store gletsjere – med det ironisk klingende navn ’Ok’ – er allerede væk. Og måske er gletsjeren Snæfellsjökull, hvor de nysgerrige forskere i Jules Vernes ’Rejsen til Jordens indre’ steg ned, en af de næste. Den islandske forfatter Andri Snær Magnason er det litterære hovedvidne til klimaforandringernes tag i det islandske landskab. På mindetavlen for ’Ok’ skrev han et brev til fremtiden med en klar indrømmelse: ”Vi ved, hvad der sker, og hvad der skal gøres. Kun I ved, om vi gjorde det.” Gletsjerne er ikke længere geologiske symboler på evigheden. De er tegn på en planet, der er ude af balance. I sin store klimafortælling ’Tiden og vandet’ har Magnason skrevet en dybt personlig historie om de store ismassiver og deres plads i vores kulturelle bevidsthed. Magnason væver på eminent vis sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskaben, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder. ”Gletsjerne er frosne håndskrifter, som fortæller historier, ligesom årringe i træer og sedimentlag, og ud fra isprøverne kan man indsamle oplysninger og danne sig et billede af fortiden. Gletsjere kan fortælle om tidligere vulkansk aktivitet, de gemmer på pollen, regnvand og luftbobler, som afslører atmosfærens kemiske sammensætning for tusindvis af år siden. Men nu er næsten alle gletsjere, overalt i verden, på samme tid ved at forsvinde.” Derfor er det for Magnason på tide at finde en ny måde at tænke på vores tid på Jorden. Hør den islandske forfatter og klimaaktivist Andri Snær Magnason give sit bud på, hvad vi kan lære af gletsjernes liv og død.
/episode/index/show/bloom/id/38523845
info_outline
How Life Works – Philip Ball
10/03/2025
How Life Works – Philip Ball
Ved årtusindeskiftet troede man, at biologien var færdig. I 2003 lykkedes det at kortlægge det menneskelige genom – et komplet katalog over menneskekroppens mange genetiske byggeblokke. Endelig havde biologien en måde at svare på, hvorfor livet ser ud og opfører sig, som det gør. Livets brugsanvisning var skrevet. Men ifølge den britiske videnskabsforfatter Philip Ball står vi midt i et afgørende paradigmeskift, der viser os, at generne ikke bestemmer alt. I sin bog ‘How Life Works’ introducerer han til den såkaldt ‘nye biologi’, som vender op og ned på idéen om, at alle livets aspekter skulle kunne forklares ud fra genomet. ”At kigge på genomet efter en forklaring på, hvordan livet fungerer, er lidt ligesom at kigge i en ordbog for at forstå, hvordan litteratur fungerer.” Ball viser med sit unikke overblik over den nyeste forskning, hvordan livet ikke kan reduceres til sekventeringen af DNA-molekylets fire bogstaver a, c, t og g. Alligevel hjemsøges biologien af idéen om, at et levende system er en form for computer, der kører ved hjælp af en sofistikeret kode. Med den nye biologis briller ser vi, at livet er langt mere dynamisk og kontekstafhængigt, end vi troede. Et levende system er nærmere som et højhus med utroligt mange etager. Liv opfører og udtrykker sig forskelligt, alt efter hvilken etage vi kigger på – fra genernes og cellernes mikroskopiske niveau til organernes og hele kroppens niveau. Ball er med til at skrive et helt nyt sprog frem til at beskrive, hvordan liv egentligt bliver til og fungerer på de forskellige niveauer – et sprog, der bedre tager højde for fænomener som kognition, bevidsthed og kontekst. Lyt til en af Europas skarpeste og mest dybdegående videnskabsjournalister folde livets gåde ud i al sin videnskabelighed, da Philip Ball for første gang slog vejen forbi Bloom i maj.
/episode/index/show/bloom/id/38452520
info_outline
The Life of Plants – Emanuele Coccia
09/25/2025
The Life of Plants – Emanuele Coccia
Mennesket skylder planterne sin eksistens. Den italienske filosof Emanuele Coccia har mere end nogen anden tænker i nyere tid taget konsekvensen af vores dybe forbundethed til planter. I sin poetiske plantefilosofi har han flyttet mennesket væk fra centrum af det hele og på en original måde vist, hvordan planter skaber grundlaget for vores verden. ”Hver eneste dag suger vi næring af gasser udledt af planter: Vi kan ganske enkelt kun leve i kraft af de andres liv.” Uden planternes fotosyntese ville livsformer som vores ganske enkelt ikke findes. Planterne er naturens eget, store aircondition-system, som vi er udviklet til at bo i, og man glemmer let, at Jorden oprindeligt slet ikke var til at ånde på, før cyanobakterier og planter begyndte at omdanne CO2 og ilte atmosfæren for milliarder af år siden. Åndedrættet kan minde os om vores afhængighed af planterne, men for Coccia er det også en anledning til at gentænke hele vores verden og eksistens. I sit ambitiøse og nyklassiske essay ’Planternes liv – blandingens metafysik’ – der af blandt andre den danske sociolog Nikolaj Schultz er blevet kaldt en ny, mere grøn og fællesskabsorienteret eksistentialisme – foreslår han at se på verden som flydende frem for opdelt. Vi er vant til at tænke på os selv som organismer adskilt fra vores miljø, men når vi trækker vejret, ophæver vi konstant grænsen mellem organisme og omgivelser, indre og ydre. Sådan er det også for planterne, der lever i en grænseløs og flydende virkelighed, hvor der ikke er skarpe skel mellem dem selv og verden. Vi kan lære meget ved at lade tænkningen udspringe fra planteriget. Planten er for Coccia det perfekte billede på et væsen, der er helt og aldeles forbundet med naturen og kosmos – fra rødderne i jorden til blomsterne, der strækker sig mod himlen. Med sine filosofisk nytænkende studier af planternes betydning for livet på Jorden giver Coccia nyt perspektiv på de aktuelle klima- og biodiversitetskriser, vi står over for. Oplev en af vor tids store økologiske tænkere, når Emanuele Coccia for første gang slår vejen forbi Bloom til maj.
/episode/index/show/bloom/id/38351080
info_outline
Kræftens historie – Jeanette Varberg, Per thor Straten & Louise Drivsholm
09/18/2025
Kræftens historie – Jeanette Varberg, Per thor Straten & Louise Drivsholm
I 1800-tallet forestillede læger sig, at kræft var en konsekvens af modernitetens forandringer. Af dampmaskiner, fabriksarbejde og livet i storbyen. Og i dag taler vi ofte om kræft som en livsstilsygdom, der knytter sig til rygning, madvaner eller en stillesiddende hverdag. Men kræft er en af menneskets ældste sygdomme. En genetisk fejl, som har fulgt livet i millioner af år. Og fordi den ofte først rammer sent i livet, skulle lægevidenskaben først udrydde en række dødelige sygdomme, før alvoren blev tydelig. Efter et hårdt kræftforløb satte arkæolog og forfatter Jeanette Varberg sig for at undersøges kræftens dybe historie. Ved hjælp af gamle dinosaurskeletter, papyrusruller, mumier og renæssancemalerier har hun genfortalt historien om den frygtede sygdom i bogen ‘Onkos’. På Bloom tager Varberg i selskab med kræftforsker Per thor Straten på en tour de force igennem palæopatologi, behandlingshistorie og frem til de nyeste videnskabelige kvantespring i kræftforskning.
/episode/index/show/bloom/id/38264845
info_outline
Hvis dyr kunne tale – Jakob Christensen-Dalsgaard, Mads Frost Bertelsen & Line Friis Frederiksen
09/11/2025
Hvis dyr kunne tale – Jakob Christensen-Dalsgaard, Mads Frost Bertelsen & Line Friis Frederiksen
I dag står vi muligvis på tærsklen til at forstå dyr lige fra pattedyr til padder med hjælp fra kunstig intelligens. Spørgsmålet lader ikke længere til at være, om det kan lade sig gøre, men snarere hvornår det lykkes. Forskere har allerede haft held med at afkode slagtegrises grynt og hvin, og teknologien har også givet værdifuld indsigt i dyrenes følelsesliv, som har vist sig at være langt rigere og mere komplekst end hidtil antaget. Men hvor tæt er vi på en Dr. Dolittle-fremtid, hvor vi ikke blot forstår chimpansens, hundens eller hvalens følelser, men også kan føre meningsfulde samtaler med dem? Og hvilke etiske spørgsmål melder sig, hvis det lykkes? I dette symposium vil zoolog Jakob Christensen-Dalsgaard og zoologisk direktør i Københavns Zoo Mads Frost Bertelsen i selskab med Line Friis Frederiksen undersøge, hvor tæt på – eller langt væk – vi er fra at kunne tale med dyrene. Og hvis det lykkes – hvad skal vi så snakke med dem om?
/episode/index/show/bloom/id/38178195
info_outline
Jorden er giftig – Xenia Trier, Sebastian Lundsteen Nielsen, Søren Munch Kristiansen & Alexander Rich Henningsen
09/03/2025
Jorden er giftig – Xenia Trier, Sebastian Lundsteen Nielsen, Søren Munch Kristiansen & Alexander Rich Henningsen
Det 20. århundrede var kemiens århundrede – på godt og på ondt. De sidste 70 års dansk miljøhistorie rummer et hav af forurenede fortællinger om alt fra pesticider i jorden og PFAS i grundvandet til kviksølv i søerne og kvælstof i vandløb, fjorde og kystnære farvande. I dag bliver der stadig udviklet nye forurenende stoffer, som vi skal passe på med ikke at slippe løs i jord og vand. Har vi lært noget af vores fejltrin fra kemiens århundrede? Står vi over for at skulle kæmpe med helt nye former for forurening, som vi ikke har løsninger på endnu? Eller skal vi til at revidere vores idéer om en ren og upåvirket natur? I denne samtale dykker vi en tur ned i de danske jordlag. Miljøkemiker Xenia Trier, miljøhistoriker Sebastian Lundsteen Nielsen og jordbundsforsker Søren Munch Kristiansen kaster lys over, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om forurening og undersøger konsekvenserne af at leve i en kontamineret natur.
/episode/index/show/bloom/id/38070880
info_outline
Planeter som vores – Sebastian Mernild, Kirsten Halsnæs, Jens Friis Lund & Simon Stefanski
08/18/2025
Planeter som vores – Sebastian Mernild, Kirsten Halsnæs, Jens Friis Lund & Simon Stefanski
Vandstanden stiger hurtigere end forventet. En velplanlagt og rettidig bureaukratisk manøvre lukker Danmark ned, og danske klimaflygtninge rejser mod højereliggende områder på det europæiske kontinent. Katastrofeserien ‘Familier som vores’ var et tankeeksperiment i bedste sendetid, og selvom den dramatiske nedlukning tager klimakrisen til yderste potens, peger klimavidenskaben på nødvendigheden i at granske forskellige fremtidsscenarier. For hvad er det for en fremtid, vi går i møde? Er vandstandsstigninger, 100-års-hændelser og hedebølger ved at blive til hverdag? Og hvilke dominoeffekter kan mere drastiske klimaforandringer få på vores adfærd, økonomi og samfundsliv? På Bloom sender vi ‘Familier som vores’ i peer review, når en klimaforsker, en klimaøkonom og en politik økolog diskuterer seriens præmis og gennemspiller forskellige fremtidsscenarier.
/episode/index/show/bloom/id/37859975
info_outline
Arkivfeber – Naia Morueta-Holme, Eline Lorenzen, Anders Svensson & Daniel Flendt Dreesen
08/06/2025
Arkivfeber – Naia Morueta-Holme, Eline Lorenzen, Anders Svensson & Daniel Flendt Dreesen
I 1844 endte den sidste gejrfugl i en naturhistorisk samling i Bruxelles. Europæiske museer havde bidraget til udryddelsen af den forsvarsløse Atlanterhavs-fugl med de eftertragtede dun, og en dag var der ikke flere levende individer tilbage. Mennesket lider af arkivfeber. Gennem århundreder har mennesker indsamlet, konserveret og dokumenteret naturen. På ekspeditioner til fjerne steder og i egne baghaver har videnskabsfolk og naturinteresserede opdagelsesrejsende samlet pressede planter, dyreskeletter, insekter på nåle, bjergarter og meteoritter. De store samlinger udgør et uvurderligt grundlag for at forstå naturen. I dag er museernes praksis blevet mere etisk og orienteret mod at bevare en mangfoldig natur, og samtidig gør nye videnskabelige metoder, at nutidens forskere kan gå i de gamle arkiver for at skabe ny viden og fortælle en større og mere nuanceret historie om vores natur og klima. Biolog Eline Lorenzen undersøger i sin forskning, hvad en talrig samling isbjørneskeletter kan fortælle os om dyrets usikre fremtid. Plantegeograf Naia Morouta-Holme bruger indsamlede planter fra fortidens ekspeditioner til at undersøge, hvordan klimaet påvirker verdens plantesamfund. Glaciolog Anders Svensson kan aflæse fortidens klima i kilometerlange iskerner, boret op fra iskapperne i Grønland og Antarktis. For kan svaret på videnskabens uløste spørgsmål findes i de gamle arkiver? Kan supercomputere finde nye mønstre i millioner af indsamlede genstande? Og hvad fortæller vores trang til at indsamle og udstille naturen om os mennesker?
/episode/index/show/bloom/id/37702705